Permatopia

Permatopia (AlmenBolig+)

Permatopia 1-79,  4653 Karise

Karise Permatopia er et moderne, selvforsynende, bæredygtigt bo- og landbrugsfællesskab tæt på Køge. Permatopia består af rækkehuse fordelt på 1-4 rums familieboliger på 75 - 113 m2. 

Billede af Heimdals Kvarter, Sydkystens Boligselskab

  

Boligerne

Alle boliger består af en grundbolig, som er den mindste bolig på ca. 76 m² med entre, bad, køkken, stue og en stor indskudt etage på 1. sal med loft til kip. Til grundboligen kan der være tilknyttet et eller op til 3 ekstra værelser.
Det giver boligstørrelser på ca. 85 m2 for en 2-rums bolig, ca. 97 m2 for en 3-rums bolig og ca. 112 m² for en 4-rums bolig. Boligerne vil være lidt forskellige i størrelsen, alt efter hvor i bebyggelsen de ligger. Der er også variation i boligerne, da der forekommer spejlvendinger og forskydninger mellem boligerne.

Der er en skærmet rummelighed i gårdrummene, lidt som to hænder, der skærmer et lys. Endelig giver forskydningerne små kroge med læg og sol.

Der er p-pladser langs fordelingsvejen med bl.a. ladestandere til elbiler.

Haver og grønne områder

Bebyggelsen er opdelt i 8 boligklynger omkring fælles gårdrum, hvorfra der er adgang til boligerne. Foran hver bolig er der et privat udeareal. Mellem boligklyngerne er der fælles grønninger.
Hver bolig har også et privat opholdsareal ud til grønningerne. Boligerne har morgensol på den ene side og aftensol på den anden side.

Syd for boligerne ligger en stor fælles grønning og længere mod syd ligger dyrkningsområderne med væksthuse, grøntsagsmark og frugtlund. Nord for bebyggelsen ligger fredskoven. Boliggårde og grønninger er uden biltrafik. Et sikkert sted for leg og ophold.

Fællesskab

Som beboer i Permatopia tager man del i at løse fællesskabets opgaver mindst to timer pr uge i gennemsnit pr voksen året rundt. Det er opgaver som fx at dyrke jorden, sikre det cirkulære forsyningssystem med jordvarme og pilerensningsanlæg samt sørge for høns, administration, deltage i affaldssortering, renoveringsprojekter, organisering eller at håndtere bier, børneaktiviteter, intern kommunikation, beslutningsprocesser og måske konflikter. Der er nok at gøre.

AlmenBolig+

Boligomkostningerne er forholdsvist lave, da der ikke er ansat en vicevært, og beboerne står selv for vedligeholdelsen af boligerne, samt indretningen af boligerne. Beboerne kan sørge for ekstra tilbygninger i form af vinterhave, altan og udhuse, evt udvidelse af 1.sals areal og ekstra værelse i henhold til Permatopias godkendte designmanual.

Lokalområdet

I nærområdet er der en dagsinstitution.
Der er 1,5 km til Karise, hvor der er skole, indkøbsmuligheder og togforbindelser. 

Reglementer

Referater

Skriv dig op